Pilotforsøg under sporspærringer for jernbanen
Den kollektive trafik er som udgangspunkt et grønt alternativ til bilen. Når vi rejser sammen, er vores transport mere bæredygtig, end når vi rejser hver for sig.
I den forbindelse ser Nordjyllands Trafikselskab bl.a. et stort potentiale i at udnytte de mange privatbiler, der kører i Nordjylland, som et supplement til den kollektive trafik. Det tror NT på vil forbedre mobiliteten i hele regionen, men særligt i landområderne, hvor der er mindre adgang til den kollektive trafik.
I Nordjylland har hver femte husstand 2 biler eller mere, mens mere end hver fjerde husstand ikke har adgang til bil, så der synes at være et potentiale for samkørsel i regionen.
I forhold til at udbyde samkørsel som en del af den kollektive trafik i 2020, er der for Nordjylland en fælles bærende platform, da der i længere perioder vil være meget omfattende sporspærringer på jernbanestrækningen mellem Hjørring og Aalborg og videre til Hobro. Det betyder naturligvis, at specielt borgere og arbejdspladser langs jernbanen i Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Rebild og Mariagerfjord Kommuner vil blive påvirket.
Sporarbejder betyder, at mange passagerer vælger at finde andre alternativer end den kollektive trafik, på trods af de busser, der sættes ind som erstatning for den manglende togbetjening. Alternativet er som oftest privatbilismen, hvilket bidrager negativt til den generelle mobilitet og trængsel i de påvirkede kommuner.
Fagforvaltnignen ønsker derfor at sætte fokus på samkørsel, som et supplement til den kollektive trafik, og har indgået et samarbejde med samkørselsplatformen NaboGo, der er målrettet lokale arbejdspladser og lokalsamfund. I pilotudrulning af platformen, vil fagforvaltningen have fokus på den korridor fra Hjørring til Mariagerfjord, som påvirkes af de omtalte sporarbejder.
Samkørselskonceptet skaber alternativer for de passagerer, der er ramt af driftsforstyrrelserne, men styrker også tilgængeligheden af den kollektive trafik generelt, idet mødestederne ofte vil være de mobilitetsknudepunkter, der er i regionen.
Brønderslev Kommune deltager i projektet med 3 medarbejdere, der hver især repræsenterer et netværk for hendholdsvis Landdistrikterne, erhvervslivet og den kommunale arbejdsplads.
Fagforvaltningen vil løbende orientere Landdistriktsrådet om pilotprojektet og initiativet.
Fagforvaltningen for Teknik og Miljø foreslår, at Landdistriktsrådet tager orienteringen til efterretning.
Kommunens medarbejderrepræsentanter har været til projektintroduktionsmøde med NT. For at projektet kan udbredes til de daglige brugere, anmodes der om at udvælge 2-3 byer, hvor repræsentanter bag Appen kan komme og fortælle om mulighederne for daglig samkørsel.
Det aftales at Ø. Brønderslev, Jerslev og Manna-Thise/Stenum bliver kontaktet.
Kilde: Brønderslev Kommune